Kan de godt høre mig, mor?

”Hej!” Min treårige søn Joshua har gjort det igen. Han så nogle fremmede mennesker på gaden og hilste på dem.
De så lidt forundrede på ham og svarede ”Hej!”. Det tog han som et tegn til at fortsætte sin tirade.
– Jeg er tre år, sagde han mens hans viste det med sine fingre.
– Jeg går i børnehave sammen med mine venner.
Så ved de det. Og jeg har efterhånden en vis øvelse i at vurdere, om mennesker synes det er hyggeligt, eller om de har brug for at jeg kommer med min standardbemærkning:
– Ja, vi har en meget frimodig søn. Det kommer næsten lidt undskyldende. Man er vel dansker. Selvom jeg nu er ret stolt af hans frimodighed, hvis jeg skal være helt ærlig.
Det bedste er, når han gør det, hvor mennesker mindst forventer det. Som den dag, vi holdt for rødt i Aarhus midtby og han havde åbent vindue og fik øje på en kvindelig cyklist. ”Hej” kom det nok så begejstret fra ham. Hun kiggede sig forvirret omkring, og vi skyndte os at køre, da det blev grønt.
Da vi var i kirke forleden dag, gik vores præst forbi Joshuas stol og blev mødt med et glædestrålende ”Hej”. Han må åbenbart have virket særlig tillidsvækkende, for efter den sædvanlige svada fortsatte Joshua:
– Og så har jeg også gået i den gamle vuggestue og den nye vuggestue.
Det er da præste-ører, så det vil noget.
Damerne i Netto er sjældent så opmærksomme. Når min søn forsøger at komme i snak med nogen der, må jeg jævnligt fortælle ham, at de vist ikke kan høre ham. Hvilket egentlig er lidt mærkeligt, når jeg nu kan høre ham flere rækker væk.
Forleden skulle mine kolleger fra Udfordringen komme til kaffe hjemme hos os. Jeg forsøgte at forberede Joshua på besøget. Han forstod nogenlunde at det var voksne mennesker og besluttede, at det måtte være mine bedste venner så. Hans næste spørgsmål lød:
– Mor, kan de godt høre mig? Mit hjerte smeltede helt, mens jeg forsikrede ham, at ja det kunne de godt.
Det var det, disciplene ikke kunne, dengang de bar nogle små børn til Jesus. De kunne ikke høre dem, men det kunne Jesus godt.
Jeg vil gerne være én, som kan høre de små børn og alle de andre, som vi overhører i vores travle, vigtige voksenliv.

Af Eva Jørgensen
Journalist, Århus