Stævningen – en oplagt vindersag eller hvad?

Johny Noer står bag initiativet til at stævne tidligere og nuværende kirkeministre. Er det historisk set en oplagt vindersag?

Udfordringen af 18. december 2014 har i en fyldig artikel delagtiggjort sine læsere i ordlyden af stævningen mod de to ministre, Manu Sareen og Marianne Jelved, rejst af foreningen ”Med grundlov skal land bygges”. Foreningen repræsenterer en bibeltro, mindre kreds af folkekirkemedlemmer med den utrættelige Johny Noer som en dygtig og velartikuleret drivkraft.  Foreningens advokat Nikolaj Nikolajsen er overbevist om, at de har en vindersag mod den statsautoriserede homovielseslov.

Under forudsætning af, at en dommer virkelig vil tage sagen, hvad en dommer jo kan afslå, er der tale om ikke mindre end en historisk retssag, hvor en verdslig domstol skal afgøre, hvorvidt den evangelisk-lutherske lære er blevet tilsidesat og krænket, hvad stævningen gør gældende ud fra grundlovens § 4, der taler om statens støtte til folkekirken og dens lutherske lære – og dens trosgrundlag.

Kirkens symbolske bøger, bl.a.  Den augsburgske bekendelse og Luthers katekismus, fremlægges for at understøtte den lutherske opfattelse af ægteskabet som en pagt mellem en mand og en kvinde og ikke to af samme køn, som homovielsesloven fra sommeren 2012 jo uden skrupler giver adgang til. Stærkeste og mest fældende bevis er selve Bibelen, som klart afviser homoseksuel praksis som både en ”vanærende lidenskab, skamløshed og forvildelse” (Rom. 1:26-27) som værende helt uforenelig med luthersk – og i øvrigt også katolsk – kristendomsopfattelse. Kredsen omkring ”Med grundlov skal land bygges” har således tilsyneladende en oplagt god sag, om hvis udfald der ikke burde være tvivl. Men ak, så oplagt er sagen desværre ikke.

Bibelen betragtes ikke som bindende

Sådan som gejstligheden er skruet sammen i moderne tid, betragtes Den hellige Skrift ingenlunde som hverken 100% troværdig eller bindende for vor tid. Så selvom Bibelen, ej mindst Paulus’ forkyndelse, er soleklar i afvisningen af homosex, er det populære modargument, at Paulus’ forkyndelse i bedste fald var tidsbestemt (hørte en anden tid til) og derfor ikke kan tages alvorligt i vor moderne tid. Med andre ord: Forkyndelsen må rettes ind og opdateres efter ”tidsånden”. Ordet ”tidsånd” bruges af gudfrygtige kristne negativt som udtryk for en ugudelig verdens tænkemåde, som dog kan gøre skin af at være meget ”religiøs”. Men i den sekulariserede kristenhed bruges ordet positivt som udtryk for at være i harmonisk samklang med den måde, der tænkes på i dag og ikke på Paulus’ tid.

Er det en oplagt vindersag?

Så hvor oplagt en vindersag har nævnte kreds af bibeltro folkekirkemedlemmer? Det skal blive uhyre spændende. Vil en dommer skære igennem og lade Bibelen få det sidste ord? Ih, hvor ville vi ønske det, men der er desværre også den mulighed, at det danske retsvæsen ikke tager Bibelen så alvorligt som ”Med grundlov skal land bygges” gør det – eller, for den sags skyld, som Martin Luther selv gjorde det. Johny Noer har allerede understreget, at han ikke hetzer imod homovielser som sådan, når blot disse sker på rådhuset eller alle andre steder end lige i kirken, for det er ”at overtræde menighedens tærskel”, som han siger, og det bør ikke ske ustraffet, hvis grundlovens §4 skal tages for pålydende.

For kan man ”med statsgaranti” støtte en evangelisk-luthersk kirke uden at støtte, hvad denne kirke står for rent læremæssigt? Da hovedparten af de toneangivende, bibelkritiske teologer for længst har sat deres uforgribelige meninger højere end ordets skarpe, tveæggede sværd, der netop er ”dommer over hjertets tanker og meninger” (Ap.G. 4:12), skal der ikke mindre end et mirakel til, hvis en kommende retssag bliver et befriende opgør med den verdsliggjorte kristendomsopfattelse, drevet af tidsånden,  kontra Bibelens klare, tidløse og kompromisløse lære.

Skræmmende fortilfælde

Der findes mindst ét skræmmende fortilfælde. For godt 100 år siden skulle domstolene tage stilling til en anden sag, der også vedrørte den evangelisk-lutherske lære. I det tilfælde var det ikke ministre, der blev stævnet, men et samlet bispekollegium, der stævnede en af deres egne præster, nemlig sognepræst Niels-Peter Arboe-Rasmussen i Skibsted sogn i Viborg Stift med krav om afskedigelse, fordi hans forkyndelse if. biskopperne var uforenelig med kirkens lutherske lære.  Arboe-Rasmussen troede nemlig hverken på jomfrufødslen eller Jesu legemlige opstandelse, men han blev alligevel den 9. maj 1916 frifundet af Højesteret, hvor sagen endte, og staten kunne så fortsat i pagt med grundloven støtte den evangelisk-lutherske kirke som landets folkekirke uden at blive beskyldt for grundlovsbrud, selvom den blåstemplede Arboe-Rasmussens vranglære.

Bør kirke og stat adskilles?

Nu véd jeg godt, at der måske vil blive procederet nok så meget på spørgsmålet om, hvorvidt statsmagten i det hele taget kan pådutte kirken love, som vedrører dens religiøse liv, som en homoseksuel vielse foran Herrens alter jo må blive en del af. Tænk blot på de sindrige ritualer, biskopperne har udtænkt, herunder den bøn til Gud, der højtideligt (læs: samvittighedsløst) skal bedes i den forbindelse. En sådan indblanding fra staten ville være utænkelig i USA, hvor kirke og stat er adskilt, men mon ikke det er den vej, det går også i Danmark? Jeg mener selv, at dette ville være det sundeste, men det skal jeg ikke starte en diskussion på lige her.

“Om sagen mod ministrene kommer for en dommer eller ej, vil den under alle omstændigheder ikke kunne undgå at komme i medierne”

Det spørgsmål, der i skrivende stund nager mig, er som allerede nævnt:  Vil en dommer gå med til at tage sagen? I USA mindes jeg en sag, som en dommer ikke ville tage.  Men lige den historie var positiv. Da nemlig Billy Grahams søn, Franklin Graham, ved indsættelsesbønnen for George W. Bush i 2001 bevidst bad i Jesu Kristi navn, fik han den kendte, jødiske stjerneadvokat Alan Dershowitz, (en i øvrigt brændende fortaler for Israel) fra Harvard Law School i Massachusetts på nakken, men dog ikke mere. Det inspirerede dog en advokat i Californien til at ville stævne Franklin, men dommeren ville ikke tage sagen med dens påstand om at Franklin diskriminerede andre religioner ved i bønnen at hævde, at der kun var én Frelser.  Og det var jo godt for Franklin Graham.

Tabersag kan blive en vinder

Om sagen mod ministrene kommer for en dommer eller ej, vil den under alle omstændigheder ikke kunne undgå at komme i medierne, og da har vi lov at bede om, at en sådan bevågenhed vil blive en ny anledning for Johny Noer og andre til at forkynde evangeliet for mange tusinde seere, for er det ikke det, sagen i sidste ende drejer sig om? Der har jo ned gennem kirkehistorien været mange blodige tabersager, som dog senere skulle vise sig at blive vindersager for Kristi evangelium og evigheden.  Måtte der i det mindste komme det ud af den både kostbare og dramatiske stævning.