Hvorfor må præster ikke være lægdommere?

En læser, der selv er lægdommer, undrer sig over, at præster udelukkes fra at være lægdommere ved straffesager, og efterlyser mere debat om sagen.

”Der sidder både buddhister og ateister som lægdommere, så hvorfor må kristne præster ikke være domsmænd eller nævninge i et kristent land?”, spørger en læser.

Læseren, der selv er lægdommer og bor i København, men ønsker at være anonym, undrer sig over, at der ikke har været mere debat om, hvorfor kristne præster i det hele taget har forbud mod at være lægdommere i straffesager.

Retsplejelovens gamle forbud mod at præster og forkyndere fra anerkendte trossamfund må virke som lægdommere blev for nyligt udvidet til også at omfatte muslimske imamer.

Men det undrer læseren, der selv har nogle års erfaring som lægdommer og har medvirket ved flere straffesager, at kristne præster skal være udelukket i det hele taget.

– Vi lever i et kristent land med kristne værdier. En kristen præst kan da kun være en bonus i sådanne retssager. Jeg er forarget over, at folk med et religiøst job fravælges som logisk tænkende og fratages denne demokratiske ret, siger læseren.

Lovændring

10.000 danskere er lægdommere. Som enten domsmænd eller nævninge er de med til at dømme i en række straffesager. Lægdommerne er på en række punkter ligestillede med de juridiske dommere og har samme ansvar for de afgørelser, de træffer.

Lovændringen, der trådte i kraft 1. juli, har til hensigt at sidestille de religiøse forkyndere samt forhindre, at der kan rejses nogen som helst tvivl om domstolenes uafhængighed.

Fra gammel tid har folkekirkepræster og præster/forkyndere fra andre anerkendte trossamfund været afskåret fra at virke som lægdommere. Nu gælder retsplejeloven alle forkyndere, også fra ikke-godkendte trossamfund.

– Jeg forstår godt baggrunden for lovændringen, at det er for at forhindre imamers adgang til at blive domsmænd. Men jeg forstår ikke, hvorfor kristne præster i et kristent land ikke må være det.

Jeg er forarget. Der sidder både buddhister og ateister som domsmænd, siger læseren, der selv henvendte sig til Udfordringen, fordi han efterlyser mere debat om emnet.

Præsteformand er godt tilfreds

I forbindelsen med medieomtalen af lovændringen var der dog kirkelige røster på banen. Således sagde Præsteforeningens formand, Per Bucholdt Andreasen, i vinter til Kristeligt Dagblad, at det er rimeligt nok, at en sognepræst ikke kan være domsmand eller nævning.

”Som præster er vi underlagt den absolutte tavshedspligt i forbindelse med sjælesorg. Derfor har vi heller ikke vidnepligt. En præst kunne som domsmand desuden komme til at stå i en konflikt, hvis vedkommende sidder inde med en viden, der har forbindelse til sagen, men som man ikke må videregive.

Derfor er bestemmelsen også en beskyttelse af præsten som person og af tavshedspligten som sådan.

Da en præst er ansat af staten, kan en tiltalt frygte, at en loyalitetsforpligtelse over for staten kan spille en rolle i afgørelsen af skyldsspørgsmålet. Det er en bestemmelse, som går begge veje og både beskytter præster og den tiltalte,” sagde Per Bucholdt Andreasen til avisen.

Ud over præster i folkekirken er alle andre statslige embedsmænd udelukkede fra at være domsmænd og nævninge.