’Her står jeg, og jeg kan ikke andet – så hjælpe mig Gud!’

Biskop Henrik Stubkjær
prædikede ved Folketingets
åbning den 3. oktober.

Sådan sagde Luther, ifølge traditionen, som afslutning på forhøret ved rigsdagen i Worms i foråret 1521. Luther var blevet mødt med krav om at tilbagekalde alt. Og her foran kejseren og pavens udsending, hele kurien og mange andre, står han fast og nægter at gå imod sin samvittighed.

Han ville sætte fokus på Guds barmhjertighed og nåde, som det der sætter mennesker fri, og som betyder, at vi kan flytte fokus og blik fra vores egen navle og ud imod vore medmennesker. Og dette ville han gøre – ikke ved at gøre alting nyt. Men ved at søge tilbage til kernen, til skriften og til Kristus. Han ville indlæse vore liv i Kristi kærlighed, for kun derigennem fandt han den virkelige frihed.

”Her står jeg, og jeg kan ikke andet – så hjælpe mig Gud” burde være enhver præsts bøn inden prædikenen. For også vi er sat til både at forkynde og forsvare den nådige og barmhjertige Gud.

Den 31. oktober 2017 er det 500 år siden, Luther slog sine 95 teser op – mod den såkaldte afladshandel og pavekirkens praktisering af den.

Disse teser er resultatet af Luthers store opdagelse et par år før. Opdagelsen af, at Gud ikke er en instans derude, som vi som mennesker er på vej henimod for at aflægge regnskab for, men tværtimod er den virkelighed, vi altid allerede kommer fra. En virkelighed som vi har i ryggen, og som derfor sender os ud i verden, som dem der er de ”Altid allerede elskede”– som Peter Bastian udtrykte det.

Altid allerede elsket. Det er, hvad vi som kristne har i ryggen. Kvit og frit. Og derfor behøver vi ikke konstant at gå og kikke ind i os selv for at overveje, hvad vi dog skal tage med, den dag vi når frem for Guds ansigt. Vi bliver i stedet befriede til at løfte blikket, se på de andre og deres behov. Gud er med andre ord friheden fra at være ”kroget ind i os selv”.

Da Luther først havde opdaget dette, begyndte han selv at følge opmærksomt med i, hvordan kirken behandlede almindeligt hårdtarbejdende borgere, som knapt kunne skrabe det nødvendige sammen til deres børn og familier. Og det oprørte ham, at akkurat de blev overtalt til at give den smule, de havde til overs til kirken. Med den begrundelse, at de på denne måde gavnede deres stilling i forhold til Gud.

Da han tre år senere (i år 1520) skriver sit reformatoriske hovedskrift, giver han det da også titlen: ”Om et kristenmenneskes frihed”. Og udlægger denne frihed i to reformatoriske kernesætninger, der umiddelbart lyder selvmodsigende, men som netop hænger uløseligt sammen og kun giver mening i deres forbundenhed:
”Et kristent menneske er en fri herre over alle ting og ingen underlagt.”
”Et kristent menneske er en villig tjener i alle ting og alle underlagt.”

Friheden som den basale sandhed om vores identitet skænkes os i Guds kærlighed, ved at han bliver menneske i Jesus af Nazareth. Og fordi kærligheden kun findes i relationer, så binder den os til vore medmennesker. Pointen er, at det egentlige liv er det liv, der bliver mere af, ved at det bliver delt.

Det er, hvad den prædiketekst, jeg har valgt til i dag, handler om – beretningen om bespisningen af de 5000 i ørkenen.

At dele og at give er altså den evangeliske pointe, som reformationen med Luther genfinder. Og det hele begynder med, at Gud deler og giver sig selv helt og fuldt – for enhver af os. Underforstået: Også du er elsket, helt unik og uendelig værdifuld – gå så ud og del kærligheden med andre!

Det er evangeliets modbillede til den menneskelige logik, hvor vi jo tror, at vi bliver rigere, jo mere vi kan holde for os selv.

Når vi siger, at ”Danmark er et kristent land”, så betyder det noget for vores måde at forholde os til hinanden. For så anerkender vi hver enkelts ret til et livsgrundlag – gennem selvforsørgelse eller offentlig forsørgelse, hvor det er nødvendigt. Den enkelte og fællesskabet er hinandens forudsætninger. Og vi vedkender os både nationalt og internationalt, at ethvert menneske rummer en gudbilledlighed og har ret til et liv i værdighed. Og vi anerkender, at livet er smukt, og at vi har et ansvar for at værne om det.

Alt dette, fordi menneskelighed, værdighed og frihed bliver større af at blive delt. Så hverken det mindreårige barn, den travle voksne eller den syge gamle skal være i tvivl: de hører alle med. Så hverken den etniske dansker eller den fremmede skal være i tvivl: de hører alle med.

Gudsforholdet er altså ikke til for at guddommeliggøre mennesket. Nej, det er lige omvendt. Det er Guds forhold til mennesket, der menneskeliggør os. Det var og er den reformatoriske grundopdagelse, vi stadig kan være mennesker, samfund og kirke på.
Amen.

 

Udfordringen

Om Udfordringen

Udfordringen giver dig kristne nyheder og emner fra ind- og udland hver uge.

Del artiklen! (Klik på ikonerne nedenfor)
Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someonePrint this page