Oxymoronet og paradokset i troen

Da jeg for snart en del år siden skrev mit cand. mag. speciale, dykkede jeg særligt ned i et sprogligt virkemiddel, som ligger tæt på paradokset, nemlig oxymoronet – det vil sige sammenstillingen af to logisk modsatrettede ord i en enhedsskabende forbindelse.

Det kan f.eks. være ”det lysende mørke”, ”den fødende død” eller ”lysskyggen”.
Sommetider synes jeg, at troslivet bedst fanges i sådanne oxymoroner, og hvis jeg forsøger at få troen til at gå op i en højere enhed logisk set, er jeg for alvor på vej til at rode mig ud i alvorlige trosmæssige problemer.

Når løfter bliver til anfægtelser

Mange af bibelens skønneste løfter til os kan ende som de sværeste anfægtelser, hvis vi vil have troen og livet til at gå op som en ligning.
For hvor bliver opfyldelsen af løfterne af, og hvordan forklarer vi det, vi ser som uretfærdighederne i livet?
Når vi støder ind i disse spørgsmål, kan vi ende med at opgive troen på løfterne, eller vi vælger måske i stedet den mere ”fromme” løsning: at bekende løfternes opfyldelse selvom virkeligheden ser stik modsat ud.
Et oplagt eksempel på det sidste er tendensen hos nogle kristne til at bekende, at de har modtaget en helbredelse, som de i virkeligheden ikke har fået, for dermed at vise deres tro på Guds løfter og give ham ære. Men en sådan løfteproklamation fører os blot ud i uærlighed og er på ingen måder at ære Gud.
En anden løsning kunne være at åndeliggøre alle løfter i et forsøg på at slippe udenom det håndgribelige og konkrete i løfterne. For hvordan forholder man sig ellers til livets og troens paradokser?

Accepter mysteriet

Svaret er måske netop at lade dem stå som paradokser og åbne sig for troens oxymoroner. For uden erkendelsen og accepten af mysteriet i troen bliver kristenlivet fladt og indskrænket, og vi kommer let til at skævvride trossandhederne.
Livet og troen kan ikke plottes ind i et excel-ark eller puttes ned i sorteringskasser, for Gud er større end vore tanker og hans tanker højere end vor logik.

Bedrøvede, dog glade

Bibelen er da også fyldt med eksempler på det paradoksale, ja nogen vil nok sige selvmodsigende, i troslivet.
I 2 Kor 6,9-10 står der for eksempel: ”Som ukendte og dog velkendte, som døende, og se, vi lever, som tugtede, men ikke pint til død, som bedrøvede, dog altid glade, som fattige, der dog gør mange rige, som de, der intet har og dog ejer alt.”
Men kan man da være ukendt og kendt, død og levende, bedrøvede og glade, fattige og rige på samme tid?
Nej, i en logisk, men også flad og indskrænket tankegang og verden er det umuligt, men for Gud er alle ting mulige, og denne dobbelthed i livet er ofte mere reglen end undtagelsen.
Livet og troen bliver både meget rigere, men også mere enkelt, når vi vover at give slip på det hovedløse i at mene, at vi skal forstå Gud og i stedet lader ham være den uforståelige, men elskende Gud, han er.
Trøsten og rigdommen i livet består netop i at gribe dette, og derfor er det vigtigt at kunne favne troens paradokser og lade mysterierne være netop det, de er – mysterier.

Side om side

Ordene i en sang vi sang i Agger Strengekor, hvor jeg som ganske ung var med, sætter egentlig ganske præcise ord på den virkelighed, som troen kan fornemme og gribe, men som smutter for forstanden og netop ikke egner sig til øvelser i logik:

Dybt i mit indre
bobler en glæde,
må jeg end græde
ved trængsel og sorg.
Lyset, der strømmer ud,
kommer fra dig min Gud.
Du er min klippe og
stærk som en borg.

I den troende kan glæden og sorgen, lyset og mørket, troen og tvivlen ofte leve side om side.
Det kan være en glæde på trods af livets omstændigheder, frelsens jubel midt i dette livs sorger og lidelser og pinefuld viden om egne svagheder, eller et råb til Gud: ”Jeg tror, hjælp min vantro!” (Mark 9,24).
Men det kan også være den oplevelse af et mørke, som nærværet af ham, som er Lyset, pludselig kan afstedkomme i os. En overvældelse af Guds nærvær, som kan forekomme som et fravær, fordi vi pludselig ser, hvor langt vi på grund af synden er fra ham – trods nærværet.

Den svenske forfatter, Birgitta Trotzig – som alle de tre indledende eksempler på oxymoroner er taget fra, og som i mange af sine bøger er inspireret af 1500-tallets digter, klosterstifter og mystiker, Johannes af Korset – har en passage i sin roman ”En berettelse fra kysten”.
Den graver netop dybt i dette mysterium:
”Vi er mørke og hans, Lysets, vej til os bliver for os mørke.
Thi vi kunne ikke på en gang med vore onde, syge øjne se ind i hans blik, han det uforgængelige lys.
Så ser det for os ud, som om vi vandrer, som om det er os, der tilbagelægger vejen – vejen i mørket, fuld af sårende skår.
Men i virkeligheden er det ham, som er på vej mod os – han baner sig vej ind i os, han bryder sig vej tværs gennem vor uigennemtrængelighed, han splintrer den i skår for os.
Og det ser for os ud som om, vi såres, mens vi stykke for stykke befries”.