Går du forbi en brændende tornebusk?

Den rige mand og Lazarus er én af de mest kendte lignelser i Det nye testamente. En rystende fortælling om.. hvad? Ja, meningerne er mange.

Er det et flammende pennestrøg imod farisæerne eller saddukæerne, den religiøse elite? Er det et tydeligt praj om hedningernes kommende forløsning og de skriftkloges manglende evne til at kunne se det? Er det om frelse og fortabelse, som fyldte uhyre meget i middelalderens kunstmalerier?

Dette er det frustrerende og fascinerende ved lignelser, som filosoffen Peter Rollins betegner som værende ”(Mis)kommunikationens hellige kunst”. Som han siger om fænomenet i bogen Den rettroende kætter: ”En lignelse giver ikke først og fremmest information om vores verden.

Hvis vi lader den arbejde i os, vil den snarere forandre vores verden”.

Enhver der har prøvet at give slip og lade indtryk beskrive sig selv hen af vejen som de udfolder sig, kender den følelse – som når man står ved en brusende bæk, holder en elsket i hånden, eller lader munden uhindret af analysering, med ærlige og rå beklagelser og taksigelser, samtaler med Vor Far som er i himmelen – pludselig rammer inspirationen, en brik falder på plads.

Men prædikener skal der til, udlægning skal der til. Det er nogle af de prismer, hvor Guds lys skinner igennem og bliver kastet til alle sider i alle farver. Så jeg vil starte med Moses.

Lad os starte med Moses

Moses går i en ørken, den ørken han har betrådt utallige gange før. Men denne gang er der en tornebusk, en brændende en af slagsen. Gud taler fra den, fortæller Moses, at han skal tag sine sandaler af, da den jord han står på er hellig grund. Denne ”Jeg ER” befaler en simpel mand at redde sit folk fra fangenskabet i Egypten, hvilket han gør, men med store vanskeligheder både før, under – og især efter. Reddet bliver de. Fysisk bliver de ført ud af Egypten og til landet med mælk og honning. Fysisk. Åndeligt? Åndeligt blev de stadig i Egypten. Dette leder mig til den rige mand og Lazarus.

En brændende tornebusk

Kan man tænke sig, at Egypten (verden) var i den rige mand? I en form for dvask sindstilstand, ramt af hybris, var han blevet blind overfor uretfærdigheden lige foran sin fysiske og hjertets dør. Han så ikke ud til at ænse Lazarus, denne ynkelige skabning, som kun ønskede at spise krummerne fra velhavernes bord, og hvor hunde var hans eneste samariter. Var Lazarus en brændende tornebusk, Gud snakkede igennem til den rige mand?

I vores travle hverdag med alle bekymringerne, kan det tænkes at vi passerer mange brændende tornebuske, mange ”Lazaruser”, både i form af vores næste, men i særdeleshed også som værdier og principper, man er gået på kompromis med igen og igen, indtil disse er svundet ind til en blævrende masse foran vores hjertets port?

Den rige mand og Lazarus fandt begge ud af, hvad de var: simple jordmænd (Adamah betyder jord) – den førstnævnte blev klar over det efter døden, den sidstnævnte før.

Mere end jord

Vi er alle af jord, og til jord skal vi blive. Men vi er mere end det, langt, langt mere. Guds Ånd er blæst ind i os, vi er underfulde skabninger, magtfulde skabninger – og som lignelsen indikerer, så er vi i stand til at handle grufuldt og velsignet. Ordet for ånd (den spirituelle) og åndedrag (den fysiske) betyder det samme på både hebraisk (ruach) og på græsk (pneuma). Det synes jeg er dybt. Tænke sig, at man på bibelsprogene ikke skelnede. Det er, som om der bliver sagt: kære menneske, det du ånder, indikerer at Guds Ånd er i dig – erkender du det? Og når du erkender det, tager du så ansvaret på dig? Ansvaret til at se efter tornebusken, ansvaret til at se efter Lazarus, ansvaret til at handle?

Gud velsigne dig

Søndagens tekst: Luk. 16: 19-31

Vend om, mens der endnu er tid

19 Jesus fortsatte: »Der var en rig mand, som levede i stor luksus, klædte sig i kostbart tøj og holdt fest hver dag. 20 Uden for hans dør havde man lagt en stakkels tigger, der havde bylder og sår over hele kroppen. Han hed Lazarus. 21 Han længtes efter at kunne spise sig mæt i det, der blev tilovers fra den rige mands fester, men han fik ingenting. Derimod kom de sultne hunde og slikkede hans sår. 22 Den stakkels mand døde, og englene bar ham hen til Abraham, hvor han fik lov at ligge til bords ved hans side. Den rige mand døde også og blev begravet. 23 Da han slog øjnene op, var han i dødsriget, hvor han led store kvaler. Langt borte så han Lazarus ligge til bords ved Abrahams side. 24 ‘Fader Abraham!’ råbte han. ‘Hav medlidenhed med mig! Send Lazarus hen for at dyppe spidsen af sin finger i vand og væde min tunge, for jeg har det forfærdeligt i flammerne her.’ 25 Men Abraham svarede: ‘Husk nu, min ven, at du levede på livets solside, mens Lazarus havde det ondt. Nu er det ham, der trøstes, og dig, der lider. 26 Desuden er der en dyb kløft imellem os. Selv hvis nogen ville herfra over til jer, så var det ikke muligt, og man kan heller ikke komme fra jer over til os.’ 27 Da råbte den rige mand: ‘Så beder jeg dig, fader Abraham, send Lazarus til min fars hus 28 for at advare mine fem brødre, så de ikke skal ende i den her frygtelige pine.’ 29 Men Abraham sagde: ‘Dine brødre kan jo bare høre efter, når der læses op fra Toraen og de profetiske bøger.’ 30 ‘Nej, fader Abraham, det er ikke nok! Men hvis der kom en fra de døde, så ville de ændre indstilling!’ 31 ‘Hvis de ikke vil lytte til Moses og profeterne, så vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om nogen genopstod fra de døde.’«

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk