Stine mæ æ Biwl – en særling, som vandt alles respekt

Troen betød så meget for Stine, at hun havde Bibelen med overalt, og hun hjalp gerne de fattige og syge – og pædikede for gøglerne på Klostermærken. Statuen af hende i Løgumkloster er forsvundet, men her genopliver vi historien om ”Stinne mæ æ Biwl”.

I Løgumkloster stod der indtil for nogle år siden en statue i byens centrum af en gammel kone med tørklæde og en bibel i hånden.

Alle i Løgumkloster kendte hende, mens hun levede.

Hendes virkelige navn var Kjestine Andersen, men hun blev på vest-sønderjysk kaldt for ”Stine med æ Biwl”, fordi hun ofte gik med en bibel under armen. Og det var ikke en lille, fin lommebibel i en håndtaske, men en stor slidt bibel indsvøbt i et sort klæde.

”Er det ikke besværligt, og bliver du ikke træt af at bære den tunge bog?” spurgte folk.

”Træt, nej da,” sagde hun, ”det er jo ikke mig, der bærer Bibelen, men Bibelen, der bærer mig”.

Hun brugte den til at fortælle tilfældige folk om, hvad der stod i den. For alle dem, der normalt ikke kom i kirken, skulle også høre om den store frelse, som Jesus havde sørget for i påsken. Så de kunne blive reddet fra fortabelsen – bare ved at tro.

Som en kilde

”Som den hellige Frans af Asisi trolovede sig med fattigdommen, sådan har Stine trolovet sig med Bibelen. Den er for hende som en ager, fuld af kostbare skatte, som venter på at blive fundet og hævet,” skrev den lokale sognepræst i 1920, pastor Gundtoft.

”Ud fra dens blade har Gud engang kaldt på hende, ud fra dem gav – og giver han hende endnu hver dag – vished om, at hun er et Guds barn, og ud fra dem henter hun daglig kraft, som den tørstige vand af kilden, der aldrig tørrer ud.”

Fattigdom og krise

Stine blev født i et fattigt lille hjem i Skærbæk ud mod Rømø den 13. oktober 1855. Hendes forældre var småkårsfolk med en stor børneflok.

Som ung blev Stine gift med landmand Christian H. Andersen. Der var 5 børn i ægteskabet; men allerede i 1890 blev hun enke.

I lang tid var hun plaget af frygt og tvivl, og hun havde perioder med dyb depression. Hun havde ”svage nerver” og svigtende helbred. Og på et tidspunkt måtte hun indlægges på sindssygeanstalten i Slesvig.

Men midt i elendigheden fik hun et åndeligt gennembrud, og hendes syge sjæl blev helbredt gennem troen på Guds nåde.

Hun hjalp fattige og syge

Kort efter at hun var kommet hjem, var hun til et kristeligt møde. Taleren beklagede, at der var så få, der ville gå ud med evangeliet. ”Hvem af jer er rede til at gå?” spurgte han retorisk. Stine rejste sig:

”For fremtiden vil jeg være villig til at tjene min frelser og gå med bud om ham til mennesker; jeg vil gå straks i morgen,” sagde hun.

Og fra det øjeblik var der aldrig ro over hende. Hun måtte ud med sin bibel.

Hun begyndte med at uddele traktater i Nørre Løgum, hendes eget sogn. Her opdagede hun nogle hjem, hvor der på grund af fattigdom eller sygdom trængtes til hjælp. Det kunne være i køkkenet eller med at passe børn.

Men det kunne også være på marken og i stalden. Og Stine hjalp alt, hvad hun kunne. Og så fik de også et Guds ord, ”for mennesker trænger til begge slags føde”.

I et hjem i nabosognet Arrild, hvor moderen var død fra en børneflok, slog hun sig ned for en tid.

Her var der nok at tage fat på både ude og inde, og hun skånede ikke sig selv. Når hun om aftenen gik til møde, tog hun ofte børnene med, til forargelse for dem, der mente at børn havde bedst af at blive pakket i seng i ordentlig tid.

”Nå ja,” sagde Stine, ”skal de endelig sove, så kan de jo da tage sig en lille blund under mødet, det tager de såmænd ingen skade af”.

Under den første verdenskrig lå hendes søn Peter ved fronten. En dag fik svigerdatteren besøg af Stine, som bad hende om at låne en hest og en vogn. Hun skulle ud i tørvemosen for at grave tørv til sognets fattige.

I et lille husmandshjem i Branderup, hvor Stine jævnligt kom, havde de mistet en af deres få køer.

Det var en katastrofe i det hjem, for de havde i forvejen nok at slås med. Resolut gik Stine til en velhavende gårdmand og sagde til ham, at han var nødt til at give dem en af sine mange køer.

Det var han ikke så ivrig efter, men Stine gav ikke op, før gårdmanden sagde til hende: ”Ja, ja, så kan du da selv gå ud og tage den,” hvorefter Stine gik ud i stalden, tog den bedste af køerne og trak af sted med den.

En gang havde Stines søn givet hende en ualmindelig god og også ret dyr frakke. Kort tid efter kom Stine i toget til at sidde over for en fattig og dårlig klædt kvinde. Resultatet blev naturligvis, at Stine kom hjem uden frakke. Sønnen bemærkede, at næste gang ville han ikke give så dyr en jakke.

Det kunne lige så godt være Stine, der gik bagved ploven her på Poul Steffensens maleri fra samme periode. Titlen er ”Brev fra fronten” og beskriver kvindernes og børnenes situation, mens fædrene i Sønderjylland var sendt til krigsfronten under 1. verdenskrig. Men et brev fra fronten kunne både være et lyspunkt og en meddelelse om, at soldaten var faldet…

Mad til krigsfanger

Krigsårene 1914-18 blev en særlig travl tid for hende.

Syd for Løgumkloster lå der en lejr med krigsfanger. En lille kirkegård ca. 1 km syd for Løgumkloster kirke stammer fra den tid. I Øbjerg, vest for Nørreløgum var der en anden lejr for straffefanger. Jævnlig kom der et hold straffefanger ad vejen gennem sognet, og Stine ynkedes over de sultne og forkomne stakler.

Hun gik fra hus til hus og samlede fødemidler ind – kød, kartofler, grøntsager m.m. Gruekedlen med dampende suppe blev stillet op i vejkanten, og ved siden af den stod Stine med et skilt, hvorpå der med store bogstaver stod skrevet på tysk: ”Gib den Hungrigen Brot” (Giv den sultne brød, et citat fra Esajas bog 58,7. Sønderjylland var under tysk styre siden 1864.).

Fangerne var netop den dag anført af en højerestående officer, der gav tilladelse til, at fangerne fik den velsmagende mad.

En anden gang gik hun hen imod en transport af krigsfanger med et stort billede af den korsfæstede. Virkningen var gribende. Nogle korsede sig andægtigt, andre rakte velsignende deres hænder ud mod den stille kvinde med Kristusbilledet.

At gå omkring og hjælpe og lindre nød var for Stine livets mening.

Bortførte sindsyg pige

I Løgumkloster boede en kone, hvis datter var kommet på sindssygeanstalten i Viborg. Moderen kunne ikke selv rejse hjemmefra. Så Stine tog af sted fra Sønderjylland til Viborg – til fods! Pige længtes hjem, og uden at tænke på følgerne tog Stine pigen med tilbage.

Nogen tid efter blev Stine indkaldt til retten i Løgumkloster. Hun var meget forknyt og gik ind til arrestforvarerens kone, og de bad sammen, før Stine gik op i retsbygningen. Mens Stine blev forhørt, slog hun op i sin Bibel og sagde: ”Her står der skrevet….”.

”Ja, ja”, sagde dommeren velvilligt, ”det er godt, gå De bare igen”. Og der skete ikke mere.

Uden pas over grænsen

En dag i slutningen af første verdenskrig rejste hun til Flensborg og længere sydpå for at uddele Bibler og småskrifter til soldaterne.

”Hvor tør du, der ikke kan et ord tysk, dog rejse så langt sydpå?” spurgte man hende.

”Ikke et ord tysk?” svarede hun, ”jo, det kan jeg da rigtignok, jeg kan endda hele tre ord: ”Jesus, geh voran!” (Jesus gå foran! En sang fra Brødremenigheden).

Og det gik. Endda uden pas. Man skulle ellers dengang overalt have et legitimationskort på sig. Stine viste de tyske gendarmer sin store Bibel.

”Det er mit pas til himlen,” sagde hun til dem. Hun regnede med, at så kunne det også gå til Flensborg. Lovens strenge håndhævere forstod dog ikke helt denne logik, så hun måtte tilbringe en nat i Flensborg arrest.

Dagen efter kontaktede myndighederne amtsforstander Meier i Løgumkloster. Han kunne dog berolige dem med, at arrestanten var en ganske ufarlig person, der i det hele taget ikke gjorde andet end godt.

Bibel til Kongen

Da Sønderjylland i 1920 blev genforenet med Danmark, var Kong Christian X på besøg i Løgumkloster. Stine trængte gennem folkemængden og overrakte kongen en smuk bibel.

Ved en anden lejlighed forærede hun kongen et billede af den lidende Jesus med en tornekrone. ”For,” sagde hun, ”han var jo også en konge.”

Kongen gemte gaverne og spurgte senere efter hende og sendte hende en hilsen.
Kort efter genforeningen flyttede Stine ind til Løgumkloster, hvor hun fortsatte sit ”arbejde”.

Hun følte, at Gud sendte hende ind i dansesale, biografteatre og gøglertelte. Nogle gange forsøgte hun at gå forbi, men det gik ikke.

”l siger nok, at der kan Stine da gå hen. Men I ved nok ikke, at jeg ofte har ligget på mine knæ på trappestenen udenfor og tigget Gud om at måtte blive fri, eller at han ville give mig kraft,” fortalte hun.

”Lille ven, sagde hun engang til en krovært. ”Her står; Vé den, der udskænker stærke drikke”.
Selv om Stine nok blev betragtet som en særling, blev hun også respekteret for sine ord og gode gerninger. Sjældent eller måske aldrig blev hun vist bort.

Hvis hun blev omringet af en flok støjende og spottende bøller, begyndte hun at bede. Så listede de væk én efter én.

På gøglermarkedet

Den 3. uge i august er der marked i Løgumkloster. Bartolomæusmarked kaldes det fra gammel tid, da der i cistercienserklostret holdtes messe til minde om apostlen Bartolomæus.

Fra nær og fjern kom folk til kirkefesten og markedet. Men med reformationen ophørte messerne, kun markedet blev bevaret.

Før traktorernes tid kunne der på markedet være op mod 1000 heste. Det var travle dage for Stine.

I dagene forud havde hun gået rundt og indsamlet rugbrødsskorper til hestene. Så gik hun rundt mellem hestene med en sæk på nakken eller med et par spande vand i hænderne. ”De er da også Guds skabninger,” sagde hun.

Dyrene var altid genstand for hendes særlige omsorg. ”De er jo så helt afhængige af os”. Gik hun forbi en mark, hvor kreaturerne så ud til at lide af tørst i sommervarmen, hældte hun vand op til dem.

Gøglerne, som hun besøgte år efter år i deres telte, blev hendes gode venner, selv om hun ikke altid havde blide ord til dem.

”Jeg tror ikke, det kan have været værre i Sodoma og Gomorra,” sagde hun til dem.

Efter hendes død spurgte mange af gøglerne efter hende. De holdt alligevel af hende og savnede hendes besøg.

Stine var slagfærdig. Engang stod en flok rejsende og ventede på ”Perle”, som man kaldte det lille amtsbane-tog fra Hovslund. Når den ofte var forsinket, udnyttede Stine tiden til at uddele traktater. En mand trak pâ skulderen: ”Ja, hun mener os det jo godt,” sagde han til sin sidemand.

”Nej, lille ven, det er Jesus, der mener dig det godt,” sagde Stine.

Gudsfrygt og nøjsomhed

Hvor hun kom frem på sine missionsrejser, blev hun tit indbudt til at sætte sig til bords og spise med. Men det var kun sparsomt, det hun tog op på sin tallerken, lidt kartofler og lidt sovs. Skulle det blive til mere, måtte det øses op til hende.

Skulle hun ud på længere rejser, gav slægt og venner hende penge med til billetten. Men disse penge blev tit brugt til at hjælpe andre.

”Denne gang skal du nu tage med toget, mor,” sagde hendes søn en dag til hende. ”Ja, lille Peter,” svarede hun, ”jeg skal nok gøre sådan, som Gud vil have det.” Så tog hun for det meste alligevel turen til fods med det resultat, at hun ofte kom hjem med flere penge, end hun rejste ud med. De blev også brugt til indkøb af nye bibler.

Hendes familie tiggede hende undertiden om at blive hjemme, især når vejret var for dårligt.
”Nej, tiden er for kostbar. Jeg skal gå, så længe jeg kan.”
Tit kom hun da også hjem forkommen og gennemblødt.

Inspiration ovenfra

Det kunne være svært at få hende til at love noget. Hun ville være åben for Guds inspiration.

Ved bryllupper og fødselsdage plejede Stine at tage et såkaldt ”mannakorn”. Dvs. et tilfældigt bibelvers fra en skål.

En mindeplade på et lille hus ved Markedspladsen fortæller, at her boede Stine mæ æ Bibel.

Men ved et bryllup besluttede hun sig til at forære brudeparret en bibel. Ved 2-tiden om natten vågnede hun og følte, at det ikke kunne udsættes. Hun stod op og begyndte at gå. Da hun nåede frem hen på morgenen, blev der stadig danset. Men der blev stille, da Stine mødte op og overrakte brudeparret sin gave.

Utallige nåede at få en bibel af den sære gamle dame. Børnene troede, at bibler kunne man kun få fra Stine.

I en religionstime i skolen læste man saligprisningerne i Mattæus kap. 5, om ”de sagtmodige”.

Læreren mente ikke, der var så mange sagtmodige, men der var dog én i sognet, sagde han.
”Hun bor tæt på os,” røg det ud af en elev. Alle vidste, hvem den sagtmodige var.

Ved samtalemøder, hvor man studerede Bibelen, var Stine altid med, men sagde ikke meget.

Var der nogen, der gjorde evangeliet lidt for indviklet, udbrød hun: Jeg kan da ikke forsrå jer; det er da, som om I helst ville have så få som muligt med til himlen; jeg vil da så gerne have, at alle skulle med.”

Når Stine bad, var det altid meget konkret. ”Kære Jesus, du kan da nok se, at det kan jeg ikke undvære, det må du give mig.” Og så tilføjede hun: ”Tak, fordi jeg véd, at du vil give mig det.”

Efter at hun havde plantet et træ i sin have, foldede hun hænderne og bad Gud om vækst for det nyplantede træ.

Hendes tillid til hendes himmelske fader var urokkelig. Derfor var hun stærk under lidelser.

Hendes søn var sognerådsformand i Nørreløgum, og en aften på vej til møde fik han et ildebefindende og styrtede af cyklen. Flere timer senere fandt man ham død.

”Åh ja,” sagde Stine. ”Så er han da hjemme.” Det kneb lidt for folk at forstå, at glæden over, at hendes dreng var kommet hjem til Gud, var større end sorgen over at have mistet ham.
”Stine er nu lidt sær,” var der nogen, der mente.

Hun bad for mange

Stine bad udholdende for stadig flere mennesker. Under krigen var Hitler endda med på listen.

”Han kan da ikke være ringere, end at jeg også godt kan bede for ham,” sagde hun, når der var nogen, der mente, at ham kunne hun da godt stryge af listen.

Alle, der besøgte hende, fik et uforglemmeligt minde med. Mannakortene med bibelsteder kom frem, og der blev samtalet om ”det ene fornødne” – det eneste, der virkelig betød noget.

Før genforeningen var Stine kommet i kontakt med epileptikerhjemmet Bethel ved Bielefeld. Senere kastede hun sin kærlighed på epilepsihospitalet ”Filadelfia” i Dianalund.

Utrætteligt samlede hun penge ind i en lille lærredspose, mens hun indtrængende fortalte om de stakler, som pastor Bodelschwing havde oprettet et hjem for.

Ære – nej tak…

Som ældre blev hun opfordret til at fortælle om alt det, hun havde oplevet. Men det ønskede hun ikke. Hun ville ikke have nogen ære. Det undrede hende stadig, at Gud kunne bruge hende.
”Nej, nu har jeg virkelig glemt det hele,” sagde hun.

Da Stine i 1925 fyldte 70 år, blev hendes fødselsdag fejret i Løgumkloster missionshus. Hun skulle blot indbyde alle – store og små, og salen fyldtes til sidste plads. Gode venner sørgede for traktementet.

I de følgende år fortsatte traditionen, og fødselsdagen blev et fast punkt i rækken af møder. Tale og sang vekslede, og til sidst fik Stine ordet for at sige tak. Med et lille blink i øjet kunne hun så sige:

”Havde I vidst, at jeg blev så gammel, havde I nok ikke begyndt så tidligt med at fejre min fødselsdag”. Så slog hun op i sin Bibel, læste et stykke, for det meste uden kommentarer, hvorpå hun foldede sine hænder og takkede Gud for alt det, han havde givet hende.

Fra morgenstunden strømmede ca. 100 gratulanterne ind.

Mange ville besøge hende. Bl.a. mange af de unge piger fra efterskolen i Løgumkloster. Og de fik også et ord med på livsvejen.

Den 30. september 1951 sov Stine stille ind – næsten 96 år gammel. Hun blev begravet på Nørre Løgum kirkegård. Kirken var stopfuld.

Da præsten bladede i hendes slidte bibel, lagde han mærke til, at mange vers var under