Ensomhed er tabu

Vi er mange, som er strandet i livet efter sygdom, skilsmisse, dødsfald og tab af netværk og familie. Mennesker, som pludselig befinder os alene på livets vej. Det ligger lidt i luften, at man nok selv er ude om det.

Det er, som om vi i vores samfund sætter lighedstegn imellem at have familie og et stort socialt netværk og være en person, der er værd at elske. Så hvis man ”råber fra hustagene” – signalerer til andre – at man er ensom, så glider andre mennesker blot længere væk.

Så bliver man kaldt for belastende eller desperat. Men faktisk hænger det jo ikke sådan sammen, at man ikke er et fuldt og helt igennem elskeligt og skønt menneske, selv om man har svært ved relationer, eller ens sociale liv er kørt fast, og alt er stagneret.

Jeg har da mødt velfungerende narcissister og psykopater, som har en fuld kalender og stor popularitet. Så hvor den sammenkobling af ”succes” og værdi er opstået, er ikke let at få øje på.

Den sunde ensomhed

Paradoksalt kan den ensomhed, hvor du lærer at være din egen bedste ven og klare dig alene, være sund at opleve.

Og her taler jeg ikke om ”Robinson”-ensomheden, som er en slags hypet survival ensomhed, der handler om at vise hvor sej man er. Nej, jeg mener den psykiske og sociale ensomhed. Den kan være gavnlig. For en tid altså.

Fordi det er nødvendigt for at blive mere hel og rummelig som menneske, at vi tør at se smerten og vores indre sår i øjnene.

At vi tør græde og stå ved, at det her gør bare mega ondt, og vi lige nu ikke kan se vejen ud eller frem i livet.

At vi en tid kan være i livsrum med kun os selv.

At vi ikke lægger låg på sorg, at vi erkender hvilke livsmønstre, der skal brydes.

Ja, den er sund og nødvendig for at modnes som menneske og blive stærkere i sidste ende. Den er sund for at få en dybere og mere autentisk relation til Gud og finde trøst i bøn og Ordet.

Men ensomhed er kun sund, hvis den er del af en midlertidig proces. For mennesket er ikke skabt til at leve og virke alene.

Og føj, hvor er ensomhed hård og brutalt ærlig. Og derfor tør de fleste ikke mærke dens proces. Man må væk fra den. Så vi flygter for at fylde tomheden ud og få følelserne væk. Flygter i tv og film, sociale medier, dating apps, mad, købetrang og aktivitet.

Vi forsøger at skabe en masse travlhed. I håbet om at møde mennesker, som måske vil elske og acceptere os. Desværre oplever man ofte i den ensomme tilstand at blive mere ensom ved at sidde og kigge ind i sociale medier og forsøge at connecte med andre. Eller vi oplever, at fordi vi ikke føler os værd at elske, så tiltrækker vi den slags mennesker, som dybest set ikke vil os det godt.

Den farlige ensomhed

Den farlige ensomhed er den, hvor vi er i den for mange år og ikke evner at komme ud af den igen. Det er den, man bliver syg af og kan dø for tidligt af.

Det er her, hvor det er svært at række ud efter hjælp, når man har oplevet for mange svigt og brud i sit liv. For man orker eller tør ikke mere at række ud efter andre – og så visner man og drukner stille.

Man har ikke længere modet til at bryde ud af den onde cirkel og opsøge venskaber, kærligheden og sociale fællesskaber. Vi skal blive bedre til at italesætte ensomhed og ikke skamme os over den.

Vi skal blive bedre til at turde gå igennem den en tid i stedet for at flygte. Men det er også vigtigt som kirke eller kristent netværk at blive bedre til at række ud til dem, som har mistet evnen til selv at møde op. Og det skal ske før kronisk isolation bliver endestationen. Før vi forsvinder.

Hermed et opråb til alle kristne menigheder, ledere og pastorer om at sætte ensomhed på dagsordenen.