Påskekoncert i haven

Novelle af Ole Bering

Året var begyndt så godt, at påskeklokkerne besluttede sig for at blomstre allerede den 2. januar. Den virus, der havde hærget verden, var på hastigt tilbagetog. Derfor vovede blomsterne fra dybet af deres rødder at bekende kulør.

Ganske vist blev de en kort stund overskygget af vintergækkerne. Men det tog de koldt og roligt, for de vidste, at inden længe ville de overtage scenen. Og som sagt, så gjort. Da vintergækkerne havde udført deres mission, tog påskeklokkerne over. De dukkede hårdnakket op af vinterjord med en ukuelighed, som de knapt vidste, hvor kom fra. Og dog anede de ældste det godt. Det måtte skyldes den mand, der med kærlige og nænsomme hænder tilførte dem god muld og jævnligt vandede dem som fra livets kilde selv, så de udviklede det rodsystem, der holdt dem i live.

I en hel palet af farver skød de op og dannede en mosaik med sne og frost som baggrund. Fra mørk rødviolet, over pink til grønlige og lyse farver stod de dér og nikkede triumferende. Da det med ét satte ind med hård frost, lagde de sig fladt ned, mens rødderne trodsigt søgte dybere ned i den gode muld. Langt om længe meldte tøvejret sin ankomst. Én efter én løftede de hovederne, rystede rimfrosten af sig og missede op mod solen. Sådan stod de til hen i februar.

Som med et slag blev de da ramt af en anden trussel mod deres eksistens: buldren af bomber i det fjerne, nødråb fra folk, der blev drevet på flugt, mennesker der kæmpede for deres land. Ikke langt herfra! Længe stod påskeklokkerne og hang med hovederne. Hvordan kunne det ske, nu hvor lærken var på vingerne, og naturen var ved at vågne op?

Da besluttede de sig for at glemme sig selv og holde en koncert for de knuste hjerter, for dem der var fyldt med had, de som gemte sig i ruiner uden håb og Gud i verden.

Tidligt påskemorgen satte den første påskeklokke i med en glasklar tone, og inden længe fulgte den næste efter. Før solen stod højt over gravene, lød tonerne ud over hele jorden. Melodier som af en anden verden nåede dybt ind i hjerterne. Det var, som tonerne tegnede billedet af en mand på et kors, af en tom grav, af en lys morgen. Ved solnedgang slumrede de i tillid til, at melodierne var blevet hørt. Det blev den første af mange påskekoncerter.

Siden den dag har påskeklokkerne spillet for menneskene en gang om året med toner, som har skabt forsoning og gjort verden til et lidt bedre sted. Den, som bliver stille, kan hver morgen høre påskeklokkerne overdøve smerten i sit hjerte.