Private giver tilskud til elever, som ikke har råd

”Penge må ikke være noget problem, hvis man gerne vil på højskole,” siger forstanderen.

På grund af en periode med færre elever, har Oasehøjskolen nu brug for nogen og tyve elever for at få balance i økonomien.

Oasehøjskolen ved Kjellerup har brug for flere elever, for at skolens økonomi kan balancere. Og private givere gør det nu muligt for kommende elever at komme på højskole, selv om man evt. ikke har råd.

– Vi har haft en periode med færre elever, selv om vi har et rigtig godt tilbud. Derfor søger vi nu at få fat i de sidste elever til forårsholdet, fortæller forstander Jakob Bjerrum Swartz.

– Hvor mange elever skal I helst have på det næste hold?

– Vi håber på at få nogen og tyve elever.

– Hvis man nu har lyst, men ikke råd til at tage et halvt år på højskole i disse tider…?

– Penge skal ikke være et problem, hvis man virkelig ønsker at komme på vores højskole. Vi har gode støttemuligheder, og på det sidste har en af skolens støtter givet tilsagn om ekstra støtte til elever, der har brug for det. Så hvis nogen står i det problem, så skal de bare kontakte mig, så finder vi helt sikkert en løsning, lover forstanderen.

Jakob Bjerrum Swartz

Rejse til Egypten

Jakob Bjerrum Swartz fortæller, at højskolen har fået nogle nye lærere og har planlagt ”et superstærkt program”, som han faktisk mener, er det bedste i skolens historie. Højskoleopholdet vil også omfatte to rejser. Elever kan vælge mellem at tage til Berlin eller Norge, og desuden er der en fælles tur til Egypten, hvor eleverne skal møde Mellemøstens særprægede kultur.

Kristen højskole

Oasehøjskolen er en kristen folkehøjskole og havde første elevhold januar 2019. Jakob Bjerrum Swartz har været forstander siden januar 2021.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Vi købte de historiske bygninger Oustruplund i januar 2022. Højskolen er startet af folk fra Dansk Oase, men er for alle. Blandt de elever, som har oplevet Oasehøjskolen som et rummeligt fællesskab, er Trine Hein Donstrup. Hun har været kristen i to år og er kommet i en lokal fynsk folkekirke. Trine valgte at tage på højskole for at lære mere om kristendommen og få et fællesskab med andre kristne unge. For dem var der ikke andre af i hendes lokale folkekirke.

– Jeg valgte Oasehøjskolen, fordi det er en kristen højskole i lækre omgivelser, og jeg følte mig hjemme, første gang jeg besøgte skolen, siger Trine.

Tør sige, hvad hun mener

Inden hun tog på højskole var hun betænkelig ved, om miljøet var indsnævret og alle var enige og ens, og om hun vidste nok om kristendommen til at kunne følge med. Skolen viste sig dog at være meget mere rummelig, end hun havde forventet.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– På Oasehøjskolen har jeg for første gang oplevet er fællesskab, hvor jeg tør sige, hvad jeg mener. Det er et fællesskab med mennesker, der er vildt forskellige fra mig. Her har jeg lært at stå mere fast i det, jeg tror på. Jeg har indset, hvor forskellige kristne kan være som mennesker, og stadig have troen på Jesus til fælles, slutter Trine Hein Donstrup. Hun er så glad for sin højskole-oplevelse, at hun fortsætter på skolen som volontør i foråret.

Bred elevflok

At højskolen har et rummeligt fællesskab, bekræfter forstander Jakob Bjerrum Swartz.

– Det er fedt med en bred elevflok, hvor eleverne både møder nogle, der er ligesom dem, og nogle, der lever og tror på andre måder, siger han. Omkring halvdelen af skolens elever har baggrund i Dansk Oase, der også har startet højskolen. Resten kommer fra forskellig kirkelig baggrund, fra katolikker til baptister, og almindelig folkekirke.

– Fælles for eleverne er, at de vil udforske den kristne tros betydning i deres liv, og hvordan den spiller ind i alle aspekter af livet. Vi har på højskolen fokus på at bringe dem et godt sted hen, nærmere Kristus, snarere end et bestemt sted hen. Det giver en rummelighed på skolen, som eleverne værdsætter, fortæller Jakob Bjerrum Swartz.


Artiklen fortsætter efter annoncen: