NOVELLE
Mysteriet i Nygårdsparken
Læs den spændende sommernovelle om Max, Theis og Pernille og deres forsøg på at opklare biltyverierne ved deres boligblok.- Du tør ikke, halvt sang, halvt råbte Theis.
Det havde han måske ret i, men det havde jeg ikke tænkt, han skulle opdage. Ikke i dag i hvert fald.
– Du behøver ikke gøre det, Pille. Han driller bare, Max prøvede at passe på mig igen. Det gør han altid, og for det meste er det rart, men lige nu er det bare irriterende.
Maximillian, som han rigtig hedder, er min bedste ven. Det har han været, lige siden vi blev født og kom i samme legestue nede i kirken. Og så bor vi også begge to i blokkene i Nygårdsparken i Brøndby.
Han kalder mig Pille ligesom alle andre, undtagen min mor, når hun kalder på mig fra altanen, hvis jeg er for sent på den igen. Så råber hun Pernille Josefine Maria Tivitsa, kom SÅ herop. Årh, jeg hader det, så griner mine venner og siger Nå så må Afrikaprinsessen vist hellere kommer hjem.
Men jeg hedder bare alle de navne, fordi min far er fra Elfenbenskysten, og de ikke kunne blive enige om mit navn.
– Hallooo, råber Theis.
– Du kan ikke bare lade som om, vi ikke er her. Enten gør du det, eller også gør du det ikke. Enten er du lige så sej som drengene, eller også er du en tøsepige for altid.
Jeg kiggede hurtigt og meget bestemt på Max, så han ikke gjorde det sværere, end det var, og så talte jeg ned fra ti inde i mig selv, mens jeg kiggede på græshoppen uden hoved, som Theis holdt i hånden.
Heldigvis varede den klamme knasen og sødlige smag kun 10 sekunder, og det var det hele værd at kunne se beundringen i begge drenges øjne.
Theis havde også være vores ven længe. Faktisk lige siden den dag han flyttede ind i vores blok i Nygårdsparken som 8-årig og sad på trappen, da vi kom ned. Han spurgte: Hvem kommer først hen til legepladsen? Og jeg havde nok været lidt vild med ham lige siden. Det er næsten 4 år nu.
Jeg tror ikke, min mor synes, at det er lige så fedt, at jeg hænger ud med Theis som med Max, men vi er venner nu, så det kan hun ikke gøre noget ved.
– Hvad skal vi egentlig lave? Det er Max, som spørger. Han er jordens sødeste ven, men han har bare ikke lige så mange idéer som Theis og mig. Det er nok også meget godt. Ellers ville det vist gå helt galt.
– Jeg ved det heller ikke. Nu har jeg glædet mig til sommerferien så længe, at jeg helt havde glemt, hvor svært det er at finde på noget sjovt at lave. Min mor og far har først ferie om to uger årh det bliver uendeligt, sukkede Theis.
Okay, det er vist op til mig at finde på noget at lave.
– Vi kunne lave en hemmelig spionklub, sagde jeg.
– Så kunne vi opklare mysterierne i Nygårdsparken.
Max var helt med på idéen, men Theis trak lidt på det.
– Vi er jo ikke pattebørn længere det er sådan noget, man gør, når man er otte.
– Ja, men vi gør det ordentligt, sådan at vi har noget at fortælle til politiet. Der har været alle de der indbrud i bilerne her. Vi har tid til at finde ud af, hvem det er, og der er ingen, som vil lægge mærke til os, forklarede jeg og håbede, at Theis ville være med. Han så i hvert fald knap så negativ ud nu.
– Okay, vi gør det, sagde Theis.
– Jeg har alligevel ikke andet at lave. Men nu er jeg ved at dø af tørst, den her hede er jo ikke til at holde ud!
Jeg syntes nu, varmen var dejlig, men jeg sagde ikke noget. Max sagde:
– Jeg må tage alle de sodavandsis, jeg vil, fra vores fryser hele sommeren. Kommer I ikke med op?
Et par dage senere fik vi tid til at lave en plan over vores spionaktiviteter.
Vores plan gik ud på, at vi på skift holdt vagt over parkeringspladsen. Det bedste vagtsted var i vores gamle hule ude ved storskrald. Da vi var små, havde vi været gode venner med viceværten, så vi havde fået lov til at tage noget af det bedste fra storskrald til hulen. Selvom vi egentlig var lidt for store til den nu, elskede vi at være der. Og hvis vi rejste os op i hulen, kunne vi se lige hen over hegnet rundt om storskrald, uden at nogen ville lægge mærke til os.
Der blev nu ikke så meget på skift i vores vagt-system. Vi havde alligevel ikke andet at lave end at være sammen, med mindre vores forældre havde gode idéer om projekter, vi skulle hjælpe med, eller ture, vi skulle med på. Og samtidig var hedebølgen forsvundet og blevet erstattet af lun silende sommerregn, som skyllede alle idéer om strand og badning langs med fortovet ud i kloakken.
Det endte faktisk med, at Max og jeg for første gang fik lokket Theis med på tur med kirkens teenklub. Det siger noget om, hvor meget Theis kedede sig, for ellers plejede han bare at grine lidt af vores tro. Men det var også en god idé, vores teenklubleder havde fået. Vi skulle sejle i kano i to dage og sove i shelters ind imellem.
– Så er det nu! Max far dyttede og råbte nede i gården, og Theis og jeg styrtede ned ad trapperne med bagagen. Jeg tror faktisk, at Theis var lidt nervøs for kanoturen. Han har i hvert fald aldrig været så stille, som på vores biltur derud. Heldigvis glemte han det hurtigt, da vi først kom afsted, og vores lille trekløver delte en kano.
Det var den mest top-swag tur, vi alle tre nogensinde havde været på. Og så er der bare noget helt særligt ved at sidde ved et bål og få læst højt direkte fra Bibelen og synge sange til Gud lige op i stjernehimlen. Det tror jeg også, Theis syntes, selvom han ikke kommenterede det.
Da vi kom hjem, havde der været indbrud i to biler. De var kommet tidligt om morgenen, fortalte min mor. Det værste var, at den ene bil var Theis fars bil. Hvor hans lillesøster havde glemt hans iPad. Aldrig havde jeg set ham så sur.
Men jeg skal lige love for, at vi fik gang i vores overvågningssystem. Vi skiftedes til at stå op kl. halv fem og sætte os ned i hytten. Så kom de andre dryssende ved ni-tiden en gang.
Tre morgener efter lejren var det min tur. Jeg sad bomstille, da jeg ved femtiden hørte to scootere stoppe ude på vejen. Der kom nogen løbende. Jeg lavede et gruppeopkald til Max og Theis med det samme, så de kunne se med oppe fra deres vinduer.
Mit hjerte hamrede helt vildt.
– Gud vil du ikke godt lige hjælpe os nu, så vi kan få stoppet dem her, halvt bad, halvt tænkte jeg og håbede, at en af drengene havde åndsnærværelse nok til at ringe til politiet. Men da de to scooterdrenge, som havde beholdt deres hjelm på, var kommet helt om i gården, så jeg til mit chok Theis løbe ud af sin blok og ud mod scooterne.
– RaBuonnnng! – jeg fik et chok, og det fik scooterdrengene også, selvom de var meget optagede af en helt speciel bil. Theis havde glemt, hvor sindsygt opgangsdørene larmede, når de smækkede. Jeg turde ikke trække vejret. Heldigvis var han ude af syne, og efter de to indtrængere havde stået som isskulpturer i 15 sekunder, besluttede de sig vist for, at de ikke var blevet set.
Jeg prøvede desperat at danne mig et signalement af fyrene, mens jeg så den ene vikle en klud om hånden og smadre ruden i den store firhjulstrækker, der stod i gården.
-I-uhv-Ii-uhv-ii-uhv! Alarmen gik i gang, og nu havde knægtene fået nok. De løb ud i den retning, hvor Theis var forsvundet. Samtidig kunne jeg høre sirener i det fjerne. Men øv. De kom alt for sent nu.
– Ti stille! Jeg fik århundredets chok, men det var Theis, som var kommet tilbage i hulen. Jeg blev så glad for at se ham, at jeg gav ham et kæmpe knus, for bagefter at blive vildt flov. Max kom også ned til os.
– Hvad lavede du, Theis?
- Jeg skrev numrene ned på scooterne, og så kom jeg vist også til at lukke lidt luft ud af begge hjulene, sagde han med et skævt grin og et meget stolt udtryk i øjnene.
– Men hvordan turde du det?
– Det gjorde jeg ikke, men så kom jeg til at tænke på, der på lejren. Der sagde lederen, at hvis vi var bange, så kunne vi lytte efter Guds stemme. Og så følte jeg sådan en ro inden i mig, og så løb jeg bare, smilede Theis.
Max og jeg kiggede på hinanden og vidste ikke helt, hvad vi skulle sige. Men nu kunne vi også høre biler stoppe ude på gaden, og så løb vi derud.
Politiet fik fat i begge drengene, og de indrømmede, at det havde været dem hele tiden. Og vi fik en masse ros af politiet og vores forældre samtidigt med, at vi fik at vide, at den slags skulle vi aldrig gøre igen.
– Bare de kunne bestemme sig, sagde Max.
