Trump og pressens manglende selvransagelse
Det er aldrig rart at blive kritiseret, kaldt “fake news” eller ”en fjende af folket”. Og så kommer kritikken fra en person som præsident Trump. Men er det ikke tid til blot lidt selvransagelse i medierne?
Der var engang, hvor den frie presse gjorde en dyd af at være objektiv. Den tid er for længst forbi, ikke mindst i den demokratiske presse i USA, som dansk og europæisk TV følger som trofaste lejesvende.
Nu taler mange journalister åbent om at promovere deres personlige politiske holdninger i deres journalstik, især når det gælder deres holdning til præsident Trump. Sådan har det i øvrigt altid været. USAs presse har altid være ca. 90% pro det demokratiske parti, og imod en repuplikansk præsident.
Langt størstedelen af de nyheder, der skrives og sendes på TV om Præsident Trump, er kritik, latterliggørelse, overbærende smil, rysten på hovedet, ”sikken en tåbe”. Om det så er en ny bog, der er udkommet om Trump, eller en pressekonference med Præsident Putin, eller en tidligere chef for FBI, der skal forhøres, så ryddes alle forsider. CNN har en 24 timers nedtælling før et forhør af en tidligere FBI chef James Comey, som var det en raket, der skulle affyres. Et sådant hysteri er næppe set før i nyere tid! Undertiden møder jeg gamle gode venner, som er så vrede på USA folkevalgte præsident, så jeg undrer mig. Den pro ”demokratiske” presse i USA og Europa har virkelig formået at piske en stemning op imod USAs siddende præsident. Dette vil utvivltsomt forsætte, da pressen ikke er folkevalgt.
91% af den amerikanske presse vælger at bringe kritiske beretninger om Præsident Trump, selvom han blev valgt af flertallet af befolkningen. Pressen repræsenterer altså ikke folket. Denne ensidighed er farlig for demokratiet. Nogle af de beslutninger, som Præsident Trump bliver kritiseret for, blev tilsvarende besluttet af tidligere præsident Barack Obama uden nogen form for kritik.
Man kan mene om præsident Trump, hvad man vil, men han er valgt af et flertal af USAs befolkning.
Ville det ikke være en idé, om pressen viste den amerikanske befolkning blot lidt respekt og ikke var så ulidelig ensidig?
Man kan også mene, hvad man vil, om den amerikanske befolkning. De kan være dårligt uddannet eller godt uddannet, industriarbejdere, bønder, religiøse eller børshandlere. I et demokrati er det lykkeligvis folket, der stemmer og dermed bestemmer. Det er ikke de kloge og intellektuelle, heldigvis. (Der er for øvrigt en anden, der har talt om de umyndige og de, der ikke er kloge i denne verden!)
Så hvem er det, der er en fjende af folket? Hvem er den største fare for demokratiet? Er det ikke en ensidig presse, som ikke tåler kritik, og som vil gøre alt, for at forsøge at vælte den siddende præsident?