Kay og Ken Ferguson
Karismatisk teolog og islamkender

Den 13.-16. november arrangerer bibelskolen Titus et weekend kursus om mission til muslimer. Underviser er amerikaneren Kenneth Ferguson fra missionsorganisationen Center for Mission to Muslims (CMM), en organisation der udruster kristne ledere i hele verden til at nå muslimer med evangeliet om Jesus. Ken har med hustruen Kay boet i Mellemøsten i 11 år, fra 1980 til 1991. Her var han rektor for en bibelskole i Jordan, national leder af en international korrespondanceskole i 2 år, samt pastor for en international menighed, der mødtes i pinsekirken Assemblies of God i hovedstaden Amman.
Under den første golfkrig tog Kay og Ken Ferguson ophold i Egypten.
Ken har en magistergrad i både kulturel antropologi og teologi fra Assemblies of God Theological Seminary i USA.
I 1991 tog Ken imod tilbuddet om at blive administrator for Continental Theological Seminary i Bruxelles frem til 1999, hvor han blev ansat på Evangel University i 2 år og derefter på Center for Mission to Muslims (CMM).

Vil hjælpe kirken

Organisationen vil hjælpe kirken til at nå verdens 1,2 milliarder muslimer med budskabet om Jesus Kristus på enhver tænkelig måde. Det gør man ved at informere om islam og muslimer, rekruttere forbedere for muslimer og uddanne missionærer til at betjene muslimer.
Og det er her kurset i Titus kommer ind:
– Vi mærker stor interesse for vores islam kurser, udtaler akademisk leder Kenneth Kühn.
– Det er stadig nyt for mange danske kristne at Islam i den grad præger det åndelige landskab herhjemme. Mange kirker har et ønske om at række ud til muslimer, men der er stor mangler på konkret viden og redskaber til at lykkes i denne udfordring. Derfor opleves kurserne som vand, der falder på et tørt sted.
Man kan tilmelde sig islamkurset på hjemmesiden www.titus-pioner.dk