Tysk statsminister: Kristus er mit indre kompas

Angela Merkel fortæller om sin tro på Gud, og hvad den betyder for hendes private og politiske liv.- Troen på Gud og et nært forhold til kirken har præget og optaget mig, siden jeg var barn, fortæller den tyske kansler Angela Merkel.– Det skyldes ikke mindst, at min far dengang virkede som præst og sammen med os flyttede fra Hamburg til Brandenburg i Uckermark, fordi han var overbevist om, at der også i DDR ville være brug for veluddannede præster.
Der ledede han en præsteskole. Jeg er altså vokset op i en familie, hvor det kristelige ikke blot prægede det sted, vi levede, men også hele vores livsindstilling.

– Vi boede i Skovhuset inden for Stephanus-stiftelsen.
I DDR blev der knap nok tildelt kirken så meget som en undervisningsopgave. Alle, som gik for at kunne klare en uddannelse, blev straks frataget det kirkelige område. Men enhver, som var så dårligt begavet, at han ikke kunne klare en videregående uddannelse, blev overladt til kirken.
Som det vil ses af denne beskrivelse, havde almindeligt begavede mennesker, for hvem tro og kirke var vigtige elementer i deres liv, svært ved at blive accepteret i samfundet. Hvis man i DDR havde besluttet sig for at vedkende sig sin tro og aktivt tage del i kirken, kunne det få klare ulemper for vedkommende.
Det gjaldt frem for alt i forbindelse med skolegang og det frie studie- og erhvervsvalg, forklarer Angela Merkel.

– Siden min ungdom har jeg altså været bevidst om, at jeg på grund af min bekendelse til Gud og til hans kirke fulgte et indre kompas, som blev misbilliget af staten og flertallet af befolkningen.
Det var heller ikke altid let at vedgå sin kristne tro.
I modsætning til de fleste andre unge fik jeg kristendomsundervisning og blev konfirmeret i kirken; jeg fik ikke en borgerlig konfirmation.

– Gennem min tro lærte jeg dengang, at det kan være rigtigt at tænke og handle anderledes, end andre mennesker gør.
Det hjælper mig i dag i en tid, hvor alt til tider kan forekomme én ligegyldigt; for det er ikke altsammen ligegyldigt.
Det at være kristen og de erfaringer, jeg kunne høste som kristen, beskyttede mig mod det. Det er jeg taknemmelig for. Det lønner sig at sætte sig nogle specielle mål og arbejde for dem.
Og her er fortællingerne i Bibelen fremragende.
Fortællinger til efterlevelse.
Jesus virker frem for alt usædvanlig, fordi han er så helt anderledes end de andre, fordi han tænker anderledes, og fordi han derved giver mennesker nye måder at løse deres eksistentielle spørgsmål på.
Troen på ham, som omgås mennesker på den måde, har den ene gang efter den anden hjulpet mig, når jeg har skullet træffe store beslutninger i mit liv.

– Min tro lader mig sætte kritiske spørgsmålstegn ved mange ting, ofte endda ved min egen tro.
Jesus har altid kritisk sat det bestående under lup. Han har ikke affundet sig med tingenes tilstand, hverken den verdslige eller den religiøse.
– Han har sagt klare, entydige og enkle ord til mennesker.
Ord, som har begrænset sig til det væsentlige og har haft det væsentlige for øje.
At skelne det væsentlige fra det uvæsentlige var hans stærke side.

Han tiltrak mennesker gennem sit blik.
Han gjorde klart for alle, at ethvert menneske er i besiddelse af værdighed, også dem, de fromme betegnede som urene.
Denne måde at tænke og handle på lønner det sig at have for øje i sit eget liv.
Og således er troen den kraft, som gør mig i stand til at klare konflikter.
Jeg tager denne evne alvorlig, fordi der i vore politiske problemstillinger ikke findes enkle, hurtige løsninger på de komplekse problemer. Og det får mig altid til at studse, når netop kristne vil ty til alt for hurtige resultater i de sværeste sager.
Som kristen må man ofte også kunne klare meninger, som strider én imod. Det hører for mig til det at være kristen.

– Den kristne tro og den kultur, der følger med, er det kompas, som jeg stoler på viser mig den retning, jeg skal gå.
Min kristentro giver mig mod til at sige det, jeg tænker, – ikke bare i mit private liv, men også i mit politiske liv.
Jeg har ofte ønsket, at folk også i mit eget parti ville omgås det kristelige på en mere åben og tydelig måde.
De Ti Bud er et lige så uomgængeligt fundament for vores sociale samliv som kærlighedens dobbeltbud.
At være kristen er derfor for mig ikke kun et redningsanker i svage stunder, hvor man håber på ikke at blive skyllet væk. Frem for alt er det den skabende kraft i de livsfaser, som skal sætte ting i gang og føre til forandringer.
For her er den kristne tro med til at forme dit og andres liv – Gud ske lov.

Værdipolitisk Netværk vil samle politisk interesserede til en konference om religionsfrihed. Det sker torsdag den 13. november kl. 13.30-16.30 på Christiansborg med bl.a. lektor Nikolai Winter Nielsen og chefredaktør Erik Bjergager.
Mere på vaerdipolitik.net.