En pionér fylder 75 år

Paul Conrad og hustruen Ketty.
Paul Conrad og hustruen Ketty.

Missionæren og pinsepræsten Paul Conrad blev født i Kina. Han fylder 75 år den 9. maj.

Paul W. Conrad blev født i Yunnan provinsen i Kina for 75 år siden. Hans forældre var de danske missionærer Erna og Robert Conrad, udsendt fra den danske Pinsevækkelse.

Familien rejste senere til Tanzania i Østafrika, hvor Paul voksede op og gik på engelsk kostskole. Som 17-årig kom han til Danmark og fik en uddannelse som maskinarbejder i København.
I 1961/1962 gik han på Pinsevækkelsens Højskole i Mariager. Efter højskoleopholdet blev han evangelist i Pinsekirken i Randers, hvor han var i 1 ½ år.
Derefter aftjente han sin værnepligt ved Civilforsvaret i Hillerød. I 1965 blev han ungdomsleder i Elimforsamlingen i København. Samme år blev han gift med Ketty Gräs, og de nygifte flyttede til Haderslev, hvor de fik ansvaret for Pinsekirken i byen.

Haderslev

Tiden i Haderslev blev en spændende tid, hvor Paul ofte prøvede nye utraditionelle metoder for at få mennesker i tale.
Han startede en af Danmarks første kristne kaffebarer i kirkens lokaler, hvor de inviterede folk fra gaden til at komme ind og få en snak og en kop kaffe. Deres første barn Robert blev født i Haderslev i 1966. De blev i Haderslev indtil februar 1968, hvorefter de blev præstepar i Pinsekirken Smyrna i Randers.

Randers

Det blev til i alt 19 år i Randers, hvor Paul tog mange nye initiativer for at få evangeliet ud af kirken. Under denne periode fik de yderligere tre børn; Helena, David og Diana.
Det har altid kendetegnet Pauls tjeneste, at kirken ikke var til for sig selv, men for at række ud til mennesker, som normalt ikke kom i kirke. Tiden i Randers bød også på sang- og musikfestivaler og store udendørs Jesus festivaler, der gjorde kirken kendt.
En del år valfartede mange unge kristne til Randers til de berømte Pioneruger om sommeren for at blive trænet til evangelisation og pionermission.
Netop udfordringen med at nå kirkefremmede og plante nye kirker har altid været Paul Conrads store passion.

Pionérmissionen

I denne periode tog Paul initiativ til at starte Pionérmissionen i Danmark. Pionérmissionen var et sommer-arrangement, der samlede unge fra hele landet for at plante en ny kirke i en by.
Som resultat af Pionérmissionens arbejde er der blevet plantet nye kirker i mange danske byer i årenes løb.
I de 19 år som Paul og Ketty var præstepar for pinsekirken i Randers, lykkedes det at gøre kirken synlig i byen, bl.a. via en bogcafé i byens centrum.

Mariager

Efter årene i Randers flyttede de til Mariager, hvor Paul og Ketty blev præstepar for Pinsekirken i Mariager. Til det første møde samlede man 10 mennesker i højskolens dagligstue. Senere lejede man lokalerne ovenpå Rema1000 midt i byen, hvilket gav kirken nye muligheder. Seks år blev det til som præstepar i Pinsekirken i Mariager. Derefter tiltrådte Paul en stilling som lærer på Pinsevækkelsens højskole (i dag Mariager Højskole).

Åndelig mentor

Her prægede han rigtig mange elever fra hele Danmark og en del fra udlandet. Hans store passion har altid været at udfordre til at nå nye mennesker med evangeliet og komme ud til nye byer og lande med evangeliet. Han kunne aldrig blive tilfreds med det terræn, der allerede er indtaget og har aldrig været bange for at prøve noget nyt. Han er en sand pionér, der altid har spejdet efter nye områder at indtage, og han tænker som en apostel ofte forud for sin tid.
Paul har også altid haft et stort hjerte for at hjælpe andre i gang i tjeneste for Gud. Mange vil nok betragte ham som deres åndelige far og mentor.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Mission i Frankrig

I Mariager var han også ivrigt engageret i Team Action, højskolens missions team, der rejste på missionsrejser til en del lande.
Især Frankrig blev et land, hvor Paul gennem 20 år har holdt lederkonferencer og ungdomskonferencer, og hvor han har undervist i mere end 30 kirker.

Aktiv efterlønner

Da han gik på efterløn, trak han sig ikke tilbage for at nyde sit otium, men blev tværtimod præst for to menigheder: Vesterkirken i Stenum og Frikirken i Aalborg Øst.
Nu i en alder af 75, hvor mange tænker på at trække sig tilbage og nyde livet, er Paul stadig aktiv som forkynder og assisterende præst i Frikirken i Aalborg Øst. Det mærkes, at han stadig trives med at prædike og undervise, hvilket han gør med stor entusiasme og visdom.
SAC/Henri.