Kampen er vundet, men ikke forbi
I årtier kæmpede sangeren Michael Falch for at blive en god ateist.
Men da han var ved bukke under for stress og alkoholisme, mødte han den levende Gud.Med tjekkede briller og moderigtig uorden i de gråsprængte lokker indtog han scenen med en sang om sit livs kamp mod stress og alkoholisme.
Indre dæmoner, der for få år siden var ved at fylde bægeret med malurt for én af de sidste 30 års største danske rocknavne. Indtil livet tog en uventet drejning for Michael Falch.
– Tro mig, der har været langt til kirkedagene for mig, indledte han sit musikalske foredrag, der var imødeset med spænding blandt deltagerne på Danske Kirkedage i Haderslev.
Rejsen begyndte i en barndom, brolagt med flytninger og beruset vold på hjemmefronten. Alt for meget for et skrøbeligt barnesind og sikkert årsagen til, at Falchen selv greb til flasken for at tåle tilværelsen som evigt-turnerende stjerne.
For fem år siden endte det i et gigantisk kollaps, da Michael Falch fandt sig selv som en alkoholiseret eneboer. Musikken var lagt på hylden på hylden på ubestemt tid, og det samme var ved at ske med familielivet.
– Mit selvhad skreg til himlen! Jeg var slået og færdig, klar til at flytte i campingvogn. For at få frihed, sagde jeg, men det var frihed til at drikke i fred.
I dag betegner han alkoholens magt som dæmonisk, og han ser sine egne år i alkoholens vold som en regulær besættelse.
– Jeg havde en klar fornemmelse af, at jeg havde mistet min frie vilje, og dæmonen Alkohol havde overtaget styringen af mig. Mine forældres misbrug havde lært mig alt om alkoholismens ødelæggende karakter. Alligevel var jeg tæt på at gentage deres historie 30 år senere.
Måske er netop det dæmoniens luskede væsen. Den arbejder i os som en usynlig virus og roder os ind i et avanceret psykisk system, der er præget af absurd benægtelse af vores reelle tilstand.
Michael Falch var sen til at ramme de åndelige tangenter. Som ung var han langhåret, foragtede autoriteter og nægtede egenrådigt at lade sig konfirmere.
– I årtier arbejdede jeg på at blive en god og rettroende ateist. Det lykkedes bare ikke. Så blev rockmusikken min religion, men den kunne intet stille op, da jeg fandt mig selv som en ussel drukkenboldt, indrømmede Michael Falch.
– I desperation var jeg nået dertil, at min indre stemme kun kendte to muligheder. Enten var det helt væk herfra, eller også var det Gud. Jeg havde udspillet rollen som Gud i mit eget liv og var parat til at åbne mig for noget, der var større end mig selv. Den dag foldede jeg endelig mine hænder og bad: Din vilje ske, ikke min. i tillid til, at den bøn måske kunne være en bro til den tro, der kunne forandre alt.
Han erkendte straks, at tilførslen af alkohol og piller måtte stoppes, for at Gud kunne komme til. Og fra den dag slog han ind på en konsekvent ædru livsvej. Den har han gået ad i over fem år uden tilbagefald og drikketrang.
– Jeg er måske ikke blevet et bedre menneske, men jeg har det bedre og er måske også blevet lettere at være sammen med. Men kampen mod de indre dæmoner er ikke slut.
Godt nok oplevede han befrielsen fra alkoholen som en frelse eller helbredelse. Via et sammenbrud blev han løftet ud af sit gamle liv og ind i en renselsesproces, der førte til en ny begyndelse på et nyt fundament.
Alkohol og alt andet kemi var væk, han spiste sundt og motionerede, fordybede sig i bøn og meditation, gik i kirke og deltog i et undervisningsforløb om kristendommen. Men en dag kom Michael Falch på den tanke, at han måtte være det reneste menneske nord for Alperne.
– Stille og roligt havde selvretfærdigheden lusket sig ind, og hvad jeg før havde oplevet som en nådegave, havde jeg forvandlet til et pressionsmiddel. Jeg blev fordømmende og fik problemer med alt og alle. Jeg havde opgivet rummeligheden for at stive mig selv af. Min selvfede fanatisme havde moppet tolerancen ud. Først da vågnede jeg og opdagede, at jeg var blevet hamrende skinhellig. Jeg havde glemt, at min nye livsvej ikke blev opnået, fordi jeg var en dygtig dreng, men på grund af Gud.
Førhen tænkte Michael Falch ofte, at det måtte være let at tro. Men i dag har han opdaget, at der ikke med troen automatisk følger en vaccination imod livets smerte. Livet byder stadig på kampe og anfægtelser. Og måske er det bedst sådan, for det er snarere i tvivlen end i skråsikkerheden, at den rene ånd findes, forklarede han.
– Hver dag har jeg mulighed for at lade mig inspirere af den ånd, der findes i en lille bog, der er så enormt udfordrende, provokerende og samtidig fortrøstningsfuld og grænsenedbrydende, nemlig Det Nye Testamente. Der hører jeg igen og igen Jesus fortælle de beretninger, der kaster lys ind i mit liv og hjælper mig til at lære mig selv at kende på ny.
Jeg ser et livsprojekt i at nå frem til ikke altid at skulle spille rollen som den fortabte søn. Tænk om det skulle lykkes at blive som den barmhjertige far, der ikke bare tager imod, men går i møde og bærer ubetinget over. Hvor ville jeg gerne ligne ham! sluttede Michael Falch, der vel nok modtog kirkedagenes største applaus for sit bundærlige bidrag.
